Det her med at fylde og tage plads, er et tema der sådan har rumsteret rundt i mit sinds afkroge og som har centreret sig mere og mere over de sidste par måneder. Og det skal forstås på den måde som at stå ved mig selv, lade mit lys skinne. Ikke på den måde hvor jeg tromler frem og trykker det/dem ned som er omkring mig. Du kender måske selv følelsen af at ”arhhh, nu har mit vist også fyldt nok nu”, eller ”ej, de har jo heller ikke tid til at høre hele min historie” eller måske den her ”jeg kan da ikke bare pludselig bryde ud i sang fordi jeg har lyst” og ”kan jeg godt tillade mig at grine og være glad, når hun nu sidder og er ked af det”. Jeg kender alle sammen og mange mange flere!
I går var der en venlig sjæl, som er en del af min rejse lige nu, som gav en anden synsvinkel. Nemlig at i stedet for at bruge ordet fylde, som godt kan have en lidt negativ klang, så se det som at du bidrager med. Ved du hvad, det var lige det lag i min forståelse der skulle til og som vender det for mig! Og den vil jeg gerne dele med dig, for måske hænger du i nogle af de samme ting (eller kender én som gør).
I virkeligheden er det jo det vi alle sammen er her for. At skinne vores lys. Lysene kan have forskellige farver og afgiver forskellige nuancer og flammerne forskellige størrelser, ligesom selve lyset også varierer i form…og nogle har endda dufte andre ikke, nogle har glimmer og pynt, andre ikke. Alle sammen bærer vi et budskab (eller flere) som er sandt for os og som vi er kommet for at leve. Har du mærket efter hvad der er dit? Hvad du er kommet her for?
Vi kan godt have en tendens til at hænge fast i alle de ”forstyrrelser” vi støder på, den modgang som synes at holde os tilbage, men som måske i virkeligheden er her for at vise os vejen. Hvis vi begynder at se på, hvad det er der hele tiden viser sig for os af temaer, kan vi søge efter hvad det peger henimod, hvad vi i virkeligheden er kommet her for.
I mit barndomshjem var der sådan en fast regel der hed ”børn skal ses, ikke høres”. Wau! Den har godt nok fulgt med mig i mange år. Jeg kender en del til at blive afvist, gjort lille, at blive holdt nede og ikke bryde ud i spontan glædessang. Og det tema fulgte mig op igennem skoletiden, med mobberi og at blive holdt udenfor gruppen. Jeg kan vælge at blive hængende i det som jeg kender så godt. ELLER jeg kan erkende, at jeg ikke er sat på jorden for at blive afvist og gjort lille, så når jeg nu kender så meget til det, hvad mon så jeg er kommet her for. Hvorfor har jeg skulle lære så meget om at blive afvist? Måske er jeg kommet på jorden for at lære at stå ved mig selv. For at blive modtaget. Taget imod som jeg er – både af andre OG mig selv. Og dermed også være en inspiration for andre, som også ved noget om at blive afvist. Sammen er vi sjæle på vandring mod vores egen ledestjerne, som undervejs besøger de ting vi går igennem for at udvikle os. Nogle gange rejser vi sammen og andre gange hver for sig, det væsentlige er blot at tage rejsen.
I kærlighed
Majbrit