Der er intet som 53 kvinder samlet i 5 dage…specielt når de får at vide at de skal være i stilhed - som i ingen snakken.
Jeg har været på et retreat - 'Time for femininity' - i den smukke og naturskønne Emmentaler region i Schweiz, kun for kvinder. Det var ledet af Diana Richardson, som med hendes fortolkning af tantra også holder Love Making retreats for par, kurser for kvinder, og har skrevet flere bøger omkring begge emner.
Kender du det når du møder en person, som du føler omfavner dig, selv om der er flere meter i mellem jer? Min følelse af Diana, eller Puja som hendes spirituelle navn er, er at hun udstråler en meget stærk ro og jordnærhed, kombineret med feminin ynde og den ældres visdom og indsigt.
Da vi den første aften sad i kreds og introducerede os selv, bemærkede jeg i mit stille sind, hvor meget kvindelighed der var over de tilstedeværende kvinder, hvor meget åbenhed, hjerterum og finhed jeg mærkede fra dem, og villighed til at være og lære.
Og som dagene skred frem, og jeg kom i større kontakt med mig selv, mærkede jeg en fornyet energi. En kilde af kraft som føltes uendelig og som bølgede sagte, konstant nærende, og hele tiden med en reminder om ikke at gøre, bare at være.
Der var intet jeg skulle nå og intet jeg skulle gøre, for hvis vi som kvinder tillader os selv bare at være, så er vi kvindelighed. Det er ikke noget vi skal søge uden for os, eller nogle teknikker vi skal lære, for at opnå kvindelighed.
Når vi frasorterer alt det som ikke er os, spændinger, maskuline tendenser med mere, så er der naturligt vores essens tilbage, som er kvindelighed.
Både mænd og kvinder er født med en ”indre magnet” af modsatte men ligeværdige poler – den maskuline og den feminine. Vi besidder begge kvaliteter og det er netop den kendsgerning vi bruger i tantra når vi arbejder med vores energi på et indre plan.
Så her forleden dag, efter en massage hvor jeg sad og snakkede med gæsten, faldt der pludselig en ekstra brik på plads i puslespillet. Vi snakkede om at hvis vi som befolkning i verden blev bedre til at acceptere hinanden – give hinanden mere plads, trods forskelligheder, så ville der ikke være grundlag for krige.
Hvilket fik mig til yderligere at tænke; i virkeligheden starter det med os selv.
Med at vi accepterer os selv, ikke kun de ting vi kan lide ved os selv, men inklusive ”fejl og mangler”.
Og i det øjeblik gik det op for mig at det var netop det jeg havde mærket så tydeligt i Schweiz.
Jeg accepterede fuldt og helt mig selv.
Selv den modstand jeg mærkede hver morgen inden meditation omfavnede jeg – og valgte så at agere ud fra et højere perspektiv som hed: jeg mærker dig og forstår din modstand, jeg elsker dig OG jeg mediterer alligevel.
Ganske rigtigt, trods modstand inden starten, var morgenmeditationerne noget at det der bragte mig mest i kontakt med en ubeskrivelig følelse af velvære, glæde, tilstedeværelse og en følelse af at høre hjemme i mig selv.
Ord kommer til kort, når jeg skal forsøge at forklare dig den her tilstand af væren. Hvis du nogensinde har været oppe en tidlig morgen, gået en tur i en dugfrisk skov og mærket den energi der omsvøber dig; duftene fra træer og grønt, stille fuglesang blandet med lyden fra dine fodtrin, en fornemmelse af spirende liv. Og pludselig åbner skoven op ud til det åbne hav og foran dig er det smukkeste skue af solopgangen, som kaster sit rødligt gullige gyldne skær over hav og himmel og du føler dig…Ja!
Det var den følelse jeg havde hver morgen under meditationerne. En fuldstændig tilstand af lykke i og for mig. En væren som jeg har gen-forbundet mig med, og som jeg vælger at holde fast i og gøre plads til hver dag, for det er det som er mig, og jeg ønsker ikke at begrave det mest essentielle af mig i hverdagens rutine.
Hvad er det for dig, der bringer den følelse af væren frem?
Og giver du plads til at den kan få lov at komme ind i din hverdag?
Med de bedste ønsker
Majbrit